Bloggen her skal være min strikke-dagbog - et stykke historie til mig selv - som jeg meget gerne deler med andre.

torsdag den 21. juni 2012

Else Schjellerup: Vibe

Ind imellem bliver der også noget færdigt. Denne gang er det Else Schjellerups Vibe, der er faldet af pinden:


Den er strikket af to tråde Isager garn, nemlig hør og alpaca 1, som har givet mig en lidt større model i str. s/m end det originale garn ville give. Jeg har således kunnet følge opskriften til punkt og prikke og alligevel fået en Vibe, jeg kan have mig selv i.

Jeg går lige lidt tættere på, men det er mest for at få et bedre billede af roserne.


Ghislaine de Feligonde er begyndt at blomstre, og den vil blive helt overdådig og være det i meget lang tid. Sidste år tog det mig ind imellem 1½ time at klippe de døde hoveder af, så den kan blive ved at se pæn ud.

onsdag den 20. juni 2012

Domme er faldet

Jeg havde sådan en god fridag i forgårs, der førte to strikke-beslutninger med sig. For det første var jeg på besøg hos Vivian Høxbro, der gav eftermiddagskaffe.

Derudover gav Vivian et indblik i sit store arbejde med de århundredgamle, strikkede nattrøjer fra Falster, der kan ses på museet i Nykøbing F, hvor hun har arbejdet med dem i lang, lang tid nu.

Inspireret af nattrøjerne har hun udtænkt de flotteste strik-modeller, hvoraf jeg snart skal til at strikke mindst to. Det vil jeg fortælle mere om her, så snart jeg kommer i gang.

Indtil da vil jeg arbejde på denne model fra Vivians hoved og hånd:


En "året-rundt"-vest, der kan bruges på to måder og er virkelig godt udtænkt, synes jeg. Jeg skal strikke den blå udgave af dette garn:


Desværre kommer farverne ikke helt til deres ret her på billedet, især det nederste nøgle er afbleget i forhold til den originale, søgrønne farve.

Inspirationen hos Vivian - der lægger sig oven i det faktum, at jeg også er smadderforelsket i de Nordiske Masker fra Lone Gissel og Tine Rousing - førte så til, at denne plan eller rettere minimale UFO er blevet droppet:


Måske kan man se eller gætte, at det var begyndelsen til Annette Danielsens sommerkjole "Vandspejl", som jeg forelskede mig i, da hendes sommerstrik udkom. Jeg købte uld-bomuld fra Garnudsalg, da jeg ikke kan strikke i det originale hårde garn, og jeg kom hertil.

Men: jeg må sande, at modellen garanteret ikke vil klæde mig, og så synes jeg at mit indkøbte garn er kedeligt og glansløst. Så min Vandspejl må lade livet til fordel for en masse nye projekter, der skal strikkes i det dejligste uldgarn :-). Hvor jeg glæder mig.

Det andet der skete på min fridag var, at jeg fik mail om, at Stephen West, som har lavet det fine sjal-design jeg har vist i forrige indlæg, kommer med et nyt Knit-along Mystery Shawl lige straks.

Det betyder i mit strikkeliv, at lace-sjalet er opgivet. Jeg kan ikke lide lace, må jeg sande, og jeg gider ikke strikke det. Den, der først lægger sit navn og adresse som kommentar til dette indlæg vil få opskriften tilsendt, når den er færdigt udkommet. I kan se, hvor flot det bliver for lace-elskere hos Ulla.

Så nu skal jeg til at vælge to farver uldgarn til mit nr. 2 Westknit sjal blandt de farver, jeg har på hylderne og som ligger her i nøgler, der er lavet til at lege med, når der skal kombineres:


Jeg synes, det er svært at sætte farver sammen, så jeg håber det fremover kan hjælpe mig at have disse nøgler ved hånden, når jeg skal vælge.

Der skal leges og strikkes og strikkes og leges, men først skal jeg nu lige på arbejde.

søndag den 17. juni 2012

Mine mystiske sjaler

Det er et par dage siden, jeg har downloadet og printet 3. del af opskriften til Kirsten Kapurs Myseri Shawl. Siden da har opskriften ligget ved siden af strikketøjet, der ser sådan ud efter 2. del er blevet strikket:

Jeg er ikke særlig vild med det, og jeg har været noget i tvivl, om jeg overhovedet gider fortsætte. Jeg går nemlig også glip af den leg med dette sjal, som jeg eventuelt kunne finde på Ravelry. Jeg har ikke brugt tid på at forsøge at finde ud af, hvordan man kommer ind til en evt. chat om arbejdet med dette års mystiske sjal.

Men for fem minutter siden så jeg så, hvordan sjalet ser ud efter 3. del, idet Ulla har strikket det og viser det på sin blog i dag. Og det bliver pænere og sjovere, så jeg vil fortsætte lidt endnu.

Til gengæld bliver jeg mere og mere vild med sidste års mysterium af Stephen West:


På det har jeg strikket en god bid også af tredie del, og her kan jeg slet ikke lade være med at fortsætte.

Det passer ligefrem til vores Lobelia:


Og selv om det slet ikke er nødvendigt at gå tættere på sjalet, gør jeg det lige alligevel, fordi jeg synes billedet er så pænt:


Jeg kan stadigvæk slet ikke forstå, hvorfor jeg ikke har strikket dette sjal for længe siden.

søndag den 10. juni 2012

Fjordsvømning 5. august 2012

Så kom der endnu engang noget andet end strik i min strikke-dagbog. Denne gang står den på svømning.


Jeg har nemlig meldt mig til den årligt tilbagevendende fjordsvømning tværs over Præstø Fjord. Ialt 4,7 km!
Så jeg træner og træner, indtil videre kun i svømmehallen.

Men som det ses, har jeg købt udstyr til at kunne gå i fjorden lige så snart vandet er varmt nok, dvs. 16-17 grader. Der arrangeres fælles træning, som jeg glæder mig til at deltage i.

Jeg er faktisk blevet helt bidt af at svømme. Kryds fingre for, at jeg bliver god nok i tide, please.

onsdag den 6. juni 2012

Jeg har fri !!!

Efter 6 arbejdsdage er indtrådt nogle herlige (forhåbentlig) fridage:


De er allerede godt begyndt. Kaffen er inden for rækkevidde, garnet er til jakke 3 fra Nordiske Masker, som jeg har haft kig på længe, længe, men som jeg har haft svært ved at vælge farver til.

Og katten hjælper til som sædvanligt.

lørdag den 2. juni 2012

To mysterier med ét smæk

Sidste års Mysteri Shawl, der blev designet af Stephen West og strikket som fælles strik via Ravelry, kan ses hos Ulla i et indlæg fra 24. august 2011. Jeg har lige været inde og se på det igen. Det er endnu flottere, end jeg huskede det.

Jeg bestilte mønstret sidste år, efter at jeg havde fulgt Ullas sjal i et stykke tid. Og jeg har længe vidst, at jeg engang ville strikke det i disse farver:


Den blå hedder Topaz, den blå-lilla hedder Heather og den brune er Truffle, alle supersoft uld Fra Holst Garn. Desværre er Heather udgået, det er SÅ ærgerligt. Jeg synes de tre farver er smukke både hver for sig og sammen, og den lyse blå findes i alle de tre farver, så de matcher så fint, synes jeg.

Og nu har fælles-sjalet 2012 inspireret mig til at begynde også på udgaven fra 2011:






Så nu har jeg to små begyndelser på to sjaler, og jeg vil lade som om, jeg heller ikke har opskrift på mere af sidste års sjal.

Så først om en uge åbenbares fortsættelserne på begge sjaler på mine pinde og her på bloggen.

fredag den 1. juni 2012

Vrangsiden

Jeg har taget billede af mit Mysteri Shawl fra vrangsiden - men det er da også pænt, synes jeg. I næste uge vil jeg fotografere retsiden.