Bloggen her skal være min strikke-dagbog - et stykke historie til mig selv - som jeg meget gerne deler med andre.

søndag den 23. oktober 2011

Kim Hargreaves: Derwin og Tod

Jeg har glædet mig meget til at få Derwin færdig til min kusine, men når der er flere projekter i gang ad gangen, vil færdiggørelsen ind imellem tage sin tid. Men her er den.


Den er strikket i Rowans Baby Alpaca, som er meget blødt og lækkert, men også tungt, så løbelængden er relativt kort. Det har været en fornøjelse at have i hænderne.

Derwin har let A-facon, som Kim Hargreaves laver ved at tage ind i snoningerne, så de bliver smallere undervejs og trøjen får et flot snit. Den teknik har hun brugt flere gange, og det her er formodentlig heller ikke sidste gang. Jeg synes metoden er genial.

Opskriften vil, at der skal laves knudekanter til sammensyning, og at hver pind altså skal begynde og slutte med en retmaske. Det har jeg ikke gjort. Jeg kan bedre lide at sy sammen i en slags lænkekant, der opstår når der begyndes og sluttes med ret og vrang skiftevis på hveranden pind. Så bliver sammensyningen både smuk at se på og dejlig holdbar:


og tæt på:


For tiden er halskanter på Kim Hargreaves's modeller for det meste det, hun kalder for "generous" - åbne og med varierende afslutninger. Her er der lavet en rullekant i glatstrik med vrangsiden ud ad. Jeg synes den er rigtig flot til modellen.


Og kanten giver trøjen en flot finish.

Der er således ikke meget, jeg kan blive utilfreds med, når jeg arbejder med Kim Hargreaves's modeller eller Rowan's for den sags skyld. Men på det seneste har der der dog sneget sig en mislyd ind i billedet. Jeg mener at have konstateret en tendens til at opgive for stort garnforbrug til modellerne. Her har jeg således fået godt to nøgler garn i overskud - og det er altså rimeligt dyrt i forvejen.

Nå, man kan jo også få noget ud af for meget garn, så jeg har også lavet en hat/hue til kusinen. Jeg synes den er flot, så skaden var ikke så stor alligevel:


Men det kan jeg jo sagtens sige, jeg har ikke betalt garnet. Jeg håber at hun også bliver tilfreds, når hun får hatten på. (Og så kan jeg i parentes bemærke, at opskriften til hatten sagde, at der skulle bruges 3 nøgler garn, men jeg brugte altså kun 2 - og jeg har fulgt opskriften slavisk).

Det var det - nu er jeg færdig med Kim Hargreaves i denne omgang, og jeg iler rask videre til Annette Danielsen, i første omgang for at færdiggøre No. 1, der er lige på trapperne.

God søndag til alle i blog-land.

12 kommentarer:

  1. Smukt smukt arbejde! Jeg gør i øvrigt ligesom dig, mht. kantmasker (eller manglen på samme). Det bliver meget smukkere sammensyninger - nærmest usynlige. Og så er det nemmere at se, hvor man skal lægge stingene når man sidder med nålen trådet :-)

    SvarSlet
  2. Det er en rigtig sød model, og det tager sig godt ud med indtagningerne i snoningsmønsteret. Og en fix hue blev det også til :o)
    Den kan kusinen da vist ikke undgå andet end at blive glad for :o)
    mvh Mona

    SvarSlet
  3. Virkelig et stykke smukt strik -detaljen i halskanten gør lige det sidste efter min mening - ærgerligt med garnmængden det skulle da ellers være forholdsmæssigt nemt at udregne en garnmængde...!!

    kh Jane

    SvarSlet
  4. Smuk model! Den ser virkelig ud til at have et flot snit. Jeg har stadig tilgode at strikke en Hargreaves-model, men mon ikke jeg får det gjort en dag?

    Garnmængden er vist ofte overdrevet i opskrifterne; selvfølgelig også heller stå tilbage med rester end mangle garn til et halvt ærme, men alligevel....det er vel ikkemeningen at man skal have hele nøgler tilbage.

    Sådan er det feks også med Camomillesjalet - jeg har endnu ikke set nogle bruge bare i nærheden af den angivne mængde.

    Nu glæder jeg mig SÅ meget til at se din No. 1. Venter spændt - og meget (u)tålmodigt!!!

    SvarSlet
  5. En rigtig smuk model fra Kim Hargreaves hånd.
    En genial ide med snoningerne, men også smukt.Halskanten er da rigtig god til den model.
    Den er rigtig lækker den model, er den fra en af hendes bøger - synes ikke lige kan kan huske den?

    SvarSlet
  6. Hej Elin: Derwin er fra den seneste bog fra KH: Shadow. Hilsen Kirsten

    SvarSlet
  7. Det er virklig en smuk model - synes snoninger er så smukke - har bare ikke selv den store tålmodighed til at strikke dem!

    SvarSlet
  8. Hej Lea.
    Jeg kan fortælle, at No. 1 er strikket færdig for ½ time siden, men jeg har problemer med at beslutte mig for at forsøg mig med maskesting og sy sammen før vask eller lukke løst af og sy sammen efter vask.
    Hvad gjorde du egentlig?

    SvarSlet
  9. Hvor er den smuk! Jeg har aldrig strikket en KH`s model, men kan forestille mig at de er gennemarbejdet i mindste detalje!?

    SvarSlet
  10. Hej Kirsten. Ja, det synes jeg. Der mangler ikke noget.

    SvarSlet
  11. Hvor er den blevet SKØN, Kirsten - virkelig smuk trøje - jeg er også betaget af indtagninger i snoningerne - det er godt fundet på og bliver utrolig smukt :-)

    Jeg ærgrer mig sjældent over for meget garn ;-) for så er der jo altid til lidt huer og vanter og pulsvarmere etc :-)

    SvarSlet
  12. Jeg er også stor fan af Kim Hargreaves og glæder mig derfor over at se endnu en smuk bluse i hendes design.
    Jeg er først lige begyndt at sy sammen fra retsiden og glæder mig jo over at have opdaget den usynlige kant, der er så lækker, men jeg bruger jo netop den med at begynde med en ret pind hvergang. Så vil lade tvivlen komme mig til gode lidt endnu.

    Kh. Lis

    SvarSlet