I torsdags strikkede vi her hos mig. Det er altid smadderhyggeligt, når Præstø-strikken mødes, hvad vi gør hver anden torsdag årene rundt.
Vores lille strikkeklub startede i Marinas garnforretning her i Præstø for nogle år siden. Desværre lukkede Marina, og vores strikkeklub måtte leve videre under andre former. Det blev til, at 7 af os (ca. halvdelen) fortsatte med at mødes privat. Det betyder, at vores respektive dagligstuer eller hobbyrum har sat grænser for klubbens åbenhed. Af fysiske årsager kunne vi ikke bare lukke op for andre medlemmer. Det har vi imidlertid rådet bod på ved at tage initiativ til at oprette en åben strikkeklub i Cafe Bernhard, Cafe og Kulturhus, her i Præstø. Klubben i Bernhard holder sommerferie, men starter igen 19. september (hver anden mandag aften) og fortsætter vinteren igennem.
I mellemtiden sommerstrikker vi i Præstø-strikken, i torsdags som sagt hos mig. Vi havde et feriebestemt kvindefald på tre styks, men som i ser var der fuld koncentration alligevel:
ikke mindst her, hvor Vibeke (tv) er ved at få styr på raglanindtagningen på Kim Hargreave's Cameo fra Whisper. Hjælpen kommer fra Inex, mens Bente følger projektet og
Anne tilfreds sidder og ser til. Denne standhaftige kvinde har lige smidt hele 8 kg og ser hammergodt ud! Måtte hun blive et forbillede for en anden en.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar